Vestnordisk Travel Markt havde denne sommer fint grønlandsk besøg, da en delegation fra Sermersooq Kommune blev sendt til den færøske hovedstad Torshavn for at promovere Paamiut som ny turistdestination. Om anstrengelserne bærer frugt må tiden vise, men en ting er i hvert fald sikker : Skatteydernes udgifter var til at tage at føle på. I alt løb de op i ca. 100.000 kr., hvilket bl.a. skyldtes at en af de udsendte embedsmænd blev sendt på Nanoq-Class tur/retur mellem Grønland og Danmark.

Promovering af Paamiut som ny turistdestination

På trods af en smuk natur, er Paamiut måske ikke den mest oplagte turistdestination. Ikke kun grundet problemer med at få turisterne fragtet til den vestgrønlandske by fra atlantlufthavnene, men også fordi overnatningsmulighederne i byen med omkring 2.000 indbyggere er til at overse. Sådanne betragtninger holdt dog ikke Sermersooq Kommune tilbage, da de i august sendte en mindre delegation bestående af et par embedsmænd til Vestnordisk Travel Markt. Målet var at promovere Paamiut som en ny turistdestination, hvilket skete ved messen som i år blev afholdt i Torshavn.

I en pressemeddelelse, der traditionen blev bragt i sin helhed som redaktionelt stof af det statsstøttede mediehus Sermitsiaq.AG, udsendt efter hjemkomsten fra Færøerne oplyste forvaltningen, at man selv vurderede turen som en succes : ”Nyheden om Paamiut som en ny mulig destination blev taget godt imod og det at der var en stor vægt på det kulturelle aspekt blev ligeledes godt modtaget. Erhvervsudviklingsafdelingen kommer hjem med en masse nye kontakter og grundlaget for turismen i Paamiut er nu ved at tage form”.

For skatteyderne må man håbe, at det ikke bare var indholdsløse kontakter embedsmændene opbyggede. Aktindsigter indhentet af Aviisi.gl dokumenterer nemlig, at det langt fra var billigt at forsøge at sælge Paamiut på Færøerne til turismen.

Embedsmand fløj på Nanoq-class

I alt løb turen for embedsmændene op i ca. 100.000 kr., hvilket i meget høj grad skyldtes store udgifter til flybilletter. I alt kostede flybilletterne alene 59.594 kr. svarende til, at det i gennemsnit kostede ca. 20.000 kr. i gennemsnit at sende de 3 embedsmænd med fly tur/retur fra Nuuk og Paamiut til København, og herfra videre til Torshavn. Samtidig trækker det også væsentligt op i budgettet, at udgifterne til opsætning af messestand lå på omkring de 20.000 kr.Turen til Færøerne kunne dog sagtens have været gjort billigere, da en gennemgang af rejsebilagene viser at én af de tre udsendte embedsmænd ikke rejste på de almindelige økonomiklassebilletter, men i stedet på Nanoq-Class. Det er i hvert fald det indtryk regningen for den pågældende embedsmand efterlader, fordi den løb op i 13.300 kr. for en returbillet mellem Nuuk og Kastrup. Specielt fordi de andre indkøbte billetter til samme strækning, var langt billigere for de to andre medrejsende embedsmænd.

Regningen for den ekstravagante rejse blev ligesom resten af udgifterne sendt videre til skatteyderne, som omvendt må håbe på et mindre turistboom i Paamiut for at få en smule valuta for pengene.

Et af sommerens hotspots for grønlandske forretningsmænd og organisationsfolk denne sommer var canadiske St. John's, hvor en række store aktører indenfor oliebranchen var samlet til messe. Men i den grønlandske delegation var der dog også blevet plads til en enkelt embedsmand fra Kommuneqarfik Sermersooq, som ifølge sine rejsebilag langt fra var en billig oplevelse for skatteyderne.

Mange grønlandske besøgende i Canada

Et af de faste indslag i råstofindustrien er NOIAs årlige oliemesse og den tilstødende udstilling Atlantic Canada Petroleum Show, som finder sted i den canadiske by St. John's beliggende i New Brunswick-distriktet på den canadiske østkyst. Også i år var en større grønlandsk delegation afsted, som blev udgjort af Qaasuitsup Kommunia, Sermersooq Kommune, Nunaoil, Nuuk Transport, Air Greenland, Arctic Base Supply, Asiaq og Grønlands Arbejdsgiverforening.

Fra Grønlands Arbejdsgiverforening lægger man vægt på deltagelsen, hvilket man ifølge sin direktør Henrik Leth i en pressemeddelelse udsendt efter hjemkosten, forklarede på bl.a. denne måde : ”Hvis hele det grønlandske samfund for alvor skal have udbytte af de kommende års aktiviteter indenfor olie- og gasefterforskning, er det vigtigt, at myndigheder og erhvervsliv arbejder sammen. Det er en vigtig erfaring, man gennem mange år har høstet i Canada, og var i øvrigt en af hovedkonklusionerne fra de mange indlæg samt fra vores møder med forskellige interessenter på konferencen. I den forbindelse kan jeg ikke lade være med at nævne, at vi i Grønland savner en større opbakning til vores virksomheders bestræbelser for at bringe sig i position overfor branchen”. Også af den grund lagde han i pressemeddelelsen vægt på, at der havde været deltagelse fra det kommunale Grønland : ”Vi er i GA glade for, at så mange har valgt at deltage for egen regning i St. Johns. Det vidner om både interesse og engagement. Ligeledes er det meget positivt, at både Qaasuitsup Kommunia og Kommuneqarfik Sermersooq valgte at være til stede og efter sigende med stort udbytte”.

Hvorvidt  Kommuneqarfik Sermersooq fik noget ud af at sende en enkelt embedsmand til den canadiske østkyst må tiden vise, men for skatteydernes skyld må vi håbe det. I hvert fald viser aktindsigter opnået af Aviisi.gl, at det langt fra var billige lærepenge de fik lov til at betale for embedsmandens langfart.

Til Canada på business

I en tid hvor Kommuneqarfik Sermersooq kæmper med økonomiske problemer bl.a. som følge af mangelfuld økonomistyring efter kommunesammenlægningerne i 2009, skulle man umiddelbart tro at det var de billigst mulige flybilletter embedsmanden blev sendt afsted på. Men ud fra de billetter Aviisi.gl har fået aktindsigt i, tyder dette dog langt fra på at være tilfældet.Tvært i mod peger udgifterne i retning af at servicen var langt andet end skrabet, da embedsmanden satte sig ombord på flyveren i slutningen af maj i år. Efter at være rejst fra Nuuk til Reykjavik gik turen videre mod amerikanske Boston. En rejse der tur/retur typisk vil kunne gøres for en 6.000-7000 kr., men som blev langt, langt dyrere for kommunen. Ud fra de fremsendte regninger tyder det på, at der er betalt mindst det dobbelte for rejsen mellem Island og USA.

Med andre ord fik skatteyderne lov at betale for, at embedsmanden med gode politiske forbindelser selv i nedskæringstider kunne få ekstra god service på turen til den canadiske østkyst.

Som Aviisi.gl tidligere har kunnet afsløre, har skatteyderne hver måned den den helt store pengepung fremme for at betale huslejen til Kuupik Kleists midlertidige tjenestebolig – en af Nuuks absolut bedste villaer. Men det har langt fra været de eneste store udgifter, som skatteyderne har skullet betale til regeringschefens tjenestebolig. Aktindsigter fastslår eksempelvis, at landskassen betalte 34.000 kr. for at IAeren og hans familie kunne få nye gardiner.

Millionvilla med kæmpe skatteyderbetalt husleje

Da den specielle koalition mellem det erklærede borgerlige Demokraterne og det marxistiske/kommunistiske IA kom til magten i 2009, skete det efter en valgkamp hvor partierne lovede at skære drastisk ned på det offentlige forbrug. Nedskæringer der også skulle ramme politikerne selv, da tidligere tiders påstået overforbrug i Siumut-ledede regeringer skulle være et overstået kapitel.

Som bekendt er det ikke gået sådan, og som Aviisi.gl tidligere har kunnet dokumentere synes den siddende regering langt fra billigere end den tidligere under ledelse af Hans Enoksen. Eksempelvis har vi tidligere kunnet afsløre, at da Kuupik Kleist pludselig skulle have en ny tjenestebolig fandt man frem til en løsning i millionklassen i form af en af Nuuks dyreste villaer. På trods af at Kleist sammen med sin familie ejer en lejlighed i Qinngorput, tildelte Selvstyret ham omgående en tjenestebolig i form af en lejet villa til en månedlig husleje på omkring de 30.000 kr. så snart der blev et behov for det.

Med så stor en husleje skulle man umiddelbart tro, at skatteyderne ikke skulle betale udgifter af betydning til fx gardiner. Dette synes dog langt fra at have været tilfældet.

Dyre gardiner i dyr skatteyderbetalt villa

Aviisi.gl har fået aktindsigt i en række af de udgifter, som knytter sig til Kuupik Kleists indflytning i  tjenesteboligen, som han forventes at skulle bo i et år sammen med sin familie. Af disse aktindsigter fremgår det bl.a., at skatteyderne betalte 33.396 kr. for regeringschefens nye gardiner. Et beløb der dog inkludere et mindre beløb til opsætning af de i alt 50 forskellige enheder, ligesom leverandøren også fik betalt et mindre beløb for fragten.

For de resterende ca. 30.000 kr. fik Kuupik Kleist på skatteydernes regning betalt 9 nye Kirsch lamelgardiner, som ifølge præsentationen på Kirschs hjemmeside bl.a. beskrives på følgende måde : ”Lamelgardiner forener funktionel solbeskyttelse med dekoration og er især flotte i store vinduespartier. De tilfører rummet elegante lodrette linjer og udstråler en helt særlig ro og balance. Lysindfaldet reguleres ved at dreje på lamellerne, som kan indstilles meget præcist, så kun det ønskede lys lukkes ind. Lamelgardiner er derfor en oplagt løsning til de store åbne vinduespartier, man finder i mange moderne hjem. Lamelgardiner er også særligt velegnet til vinduer med skrå overkarm, da længden på hver enkelt lamel bliver tilpasset”.

En beskrivelse der passer perfekt på den socialistiske hardliners skatteyderbetalte millionvilla. Den har netop store flotte vinduespartier, hvor de dyre gardiner kan komme til deres ret.

Vinterens hedeste emne i den grønlandske debat var, om man har sikret sig godt nok overfor udenlandske selskabers adgang til den grønlandske undergrund. Anført af Aleqa Hammond ville Siumut ligefrem afholde en høring i Inatsisartut, hvor man bl.a. skulle vurdere om Grønland har foræret olien gratis væk til de hovedsageligt udenlandske olieselskaber, som sidder på en række efterforskningstilladelser. Aktindsigter opnået af Aviisi.gl synes at dokumenterer at dette ikke er tilfældet, men at Grønland til gengæld har bragt sig i en meget dårlig position på baggrund af de indgåede eftersøgningsaftaler. Først og fremmest fordi olien der måtte blive fundet, tilhører olieselskaberne – hvilket Siumut burde være fuldstændigt klar over.

Kritik fra overraskende kant
At det netop var Siumuts tidligere minister og nuværende parti- og oppositionsleder der forsøgte at sætte sig i spidsen for en sådan undersøgelse synes umiddelbart mærkværdigt, fordi det var under partiets ledelse Hjemmestyret indgik en lang række aftaler med hovedsageligt udenlandske olieselskaber. Aftaler som også bl.a. blev indgået, da Aleqa Hammond selv var minister og således politisk ansvarlig sammen med de andre ministre i den Hans Enoksen-ledede regering. Formodningen bør derfor være, at hun havde et indgående kendskab til fx aftalerne med olieselskaberne.
Den ønskede høring blev ikke gennemført, hvorfor Siumut holdt sit eget debatarrangement i slutningen af marts i Katuaq i Nuuk. Foran hvad den delvist statsfinansierede Sermitsiaq.AG beskrev som 80-90 tilhørere, slog Hammond på at man ville kæmpe i mod at Grønland forærer sin undergrund gratis væk : ”Befolkningens røst ikke til at misforstå: Giv ikke vores råstoffer gratis væk”.
Samtidig slog Hammond overfor den traditionelt Siumut-tro avis fast, at man ville den åbne debat om fremtidens råstofaftaler : ”Forsøg på at kvæle den spirende debat er ikke vejen frem. Forsøg på at indføre envejskommunikation er ikke vejen frem, men involvering og medinddragelse af befolkningen er vejen frem. Input og debat med befolkningen er en naturlig ting, ligesom folk skal bestemme, hvad der er vigtigst for deres eget land”.

Mange afgørelser allerede endegyldigt truffet
Det helt store problem i en debat af denne type synes dog at være, at den på mange punkter kommer næsten 14 år for sent. Det var nemlig i 1998 at afgørende vilkår for råstofeftersøgningerne blev fastlagt, da Råstofdirektoratet udarbejdede en standardkontrakt til brug for fremtidige aftaleindgåelser – som der stadig henvises til og dermed anvendes. Eftersom der er tale om en standardaftale tager den stilling til en række forhold, herunder også hvem der har ret til at udvinde eventuelle forekomster.
I standardaftalen, som Aviisi.gl er kommet i besiddelse af via aktindsigt, hedder det i §14 bl.a. : ”Hvis rettighedshaveren (selskabet Hjemmestyret eller senere Selvstyret har indgået aftale med om eftersøgning i undergrunden, red.) har påvist og afgrænset kommercielt udnyttelige forekomster, som rettighedshaveren agter at udnytte, og i øvrigt har opfyldt de i denne tilladelse anførte vilkår, har rettighedshaveren ret til at få meddelt en udnyttelsestilladelse i henhold til Råstoflovens §7 og §15, stk. 2”.
Med andre ord har grundtanken i den grønlandske råstofpolitik siden slutningen af 1990erne været, at de selskaber som man giver tilladelse til at søge i undergrunden også har ret til at udvinde det de måtte finde. Hjemmestyrets/Selvstyrets har altså i vid grad accepteret, at man ikke bestemmer over det som de forskellige firmaer måtte finde – det tilhører nemlig finderen.

Typisk betaling i form af royalties
Mod at give adgang til ikke kun den grønlandske undergrund men også det der måtte kunne udvindes af den, har man fra Hjemmestyrets og siden Selvstyrets side normalt betinget sig afgifter i form af royalties. Tankegangen bag disse er, at der skal betales en vis andel af de medfølgende indtægter. Eksempelvis hvis der er aftalt en royalty på 10% af indtægterne og disse udgør 10.000.000 kr., vil den aftalte royalty udgøre 1.000.000 kr.
Forhold som Siumut utvivlsomt vidste eller i det mindste burde vide, da de afholdt deres debatarrangement i den forgangne måned. I hvert fald blev langt størstedelen af de gældende råstofaftaler indgået, mens siumutterne de var ved magten.